Kunsten kan nå ud, hvor ord alene ikke altid kan. Derfor er vi i Dansk Kvindesamfund og i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre glade for at samarbejde med ViBrøler! som videnspartner. Sammen deler vi en vision om en mere retfærdig verden fri for kønsbaseret vold og diskrimination mod kvinder. Vi har bidraget til forestillingen med viden om statistik, strukturelle uligheder og kvinders usynliggørelse. På krisecentrene har vi givet gruppen indblik i den barske virkelighed, som voldsramte kvinder lever i. Forestillingen giver en stemme til den vrede, som mange kvinder føler over manglende ligestilling, vold og kvindedrab. Noget mange kvinder kan spejle sig i. Kunsten har en enestående evne til at trænge ind i det private rum og bryde tabuer, og det er vores håb, at denne forestilling gør netop det.
Maria Søndergaard, direktør i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og forkvinde i Dansk Kvindesamfund